Anmeldelse: Bionic Commando, 2009 (Xbox 360)

note: I min anmeldelse af Bionic Commando har jeg ikke taget multiplayerdelen i betragtning, da der ved min gennemspilning ikke var andre folk, der spillede online.

Da det originale Bionic Commando udkom i 1987, var det første gang vi mødte den modificerede soldat Nathan Spencer. Udstyret med en cybernetisk svingarm kunne han udføre hidtil usete stunts. Det kunne også gøre op for hans manglende evne til at hoppe.

Bionic Commando (2009) foregår 10 år efter arkade titlens slutning. Efter Nathan "Rad" Spencer besejrede den fjendtlige hær, er biologisk forbedrede mennesker blevet upopulære og regeringen du kæmpede for, har derfor fabrikeret en forbrydelse, som Nathan er blevet dømt og sidder på dødsgangen for. Da Ascension city bliver sprunget i luften og belejret af en fjendtlig hær, bliver planerne for henrettelsen heldigvis udskudt og Nathan bliver påkaldt til at infiltrerer byen og stoppe fjenden endnu engang. Her begynder eventyret i den nye titel og man når kun lige at blive kort introduceret for plottet, inden man smides direkte ind i kampzonen og skal nu overleve imellem radioaktive zoner, horder af fjendtlige hærenheder og ligegyldige sidekarakterer. 

I modsætning til Bionic Commando fra 1987, følger kameraet nu med bag Nathans ryg, så man kan bevæge sig i alle tre dimensioner. Bevægelsesfriheden er i teorien rigtig stor, da Nathan som i originalen er udstyret med en fangarm, der kan slynge ham rundt i landskabet og giver ham muligheden for at forcere terrænet vertikal. Som i det originale er det også muligt at finde nye våben, lære nye tricks og forbedre ens egenskaber igennem spillet. Hvor disse ting var gemt i forskellige rum og bag forhindringer i originalen, så benytter 2009 en løsning, hvorved man skal klare bestemte delmål for at opnå forbedringerne. Et eksempel kan være, at springer man 6 i luften med en enkelt granat, så bliver man belønnet med mere liv. Det er en metode der opfordrer til, at benytte alle våben og egenskaber på forskellige måder og det fungerer rigtigt godt. Men tro derfor ikke at du denne gang slipper for at endevende hele landskabet. Der er også gemt samlemærker rundt omkring, som varierer fra åbenlyse til MEGET godt gemt. Samlemærkerne er heldigvis kun bundet op på en enkelt achievement og låser blot op for art design, så de kan ignoreres.

De mange bevægelsesmuligheder Nathan har til rådighed føles desværre lidt spildte. En udbombet by lyder ellers som den perfekte legeplads, men desværre har det radioaktive nedfald, behændigt nok, gjort stort set alle omveje ufremkommelige. Derfor bevæger man sig stort set kun igennem korridorer og kan ikke foretage sig meget andet end at bevæge sig fra punkt til punkt i den overordnede historie. Denne struktur er meget ærgerlig, når styringen af Nathan både er effektiv og sjov. Den kræver dog i starten lidt tilvænning før man har fået styr på spillets fysik, men når først det er på plads, kan man bevæge sig omkring med stor behændighed. Bevægelsesmulighederne flettes gnidningsfrit sammen med kampsystemet der også føles solidt. Der er et lille men funktionelt udvalg af våben, der krydres med Nathans fangarm, der kan bruges til at kaste med modstandere, slå modstandere, kaste ting på modstandere, kaste modstandere på modstandere etc. Denne frihed giver kampene variation der holder hele spillet igennem.

Nathan har, forståeligt nok, et anstrengt forhold til de autoriteter han igen arbejder for. Store dele af spillets historie bliver fortalt igennem Nathan og SuperJoes (hans overordnede fra den første titel) samtaler, der desværre mest henfalder til bitre beskyldninger imod hinanden om fortiden. Ellers bliver sidekarakterer introduceret i video sekvenser, men de bliver slet ikke brugt i historien eller forklaret. Ved historiens afslutning er fjenden stadig ikke forklaret og spillets følelsesmæssige elementer og plot twist virker ligegyldige, fordi historien ikke bærer nogen vægt. Man kan finde yderligere udpensling af universet ved at læse fjendens interne beskeder fra terminaler, men det burde ikke være nødvendigt for at få hovedplottet og historien i et aktionspil på plads.

Der er også problemer med spillets checkpoint system. De samlemærker man finder og udfordringer man klarer efter et autosave, skal genindsamles og klares igen når man dør. Vi har efterhånden set, hvordan fundne samlemærker bliver opdateret løbende i andre spil, så det er uheldigt, at det mangler her. Ved udfordringerne er det måske mere forståelige, men stadigt virkeligt irriterende, fordi der ofte er langt imellem save punkterne. Hvis man dør et svært sted, skal man starte med at klare alle de banale ting, før man igen forsøger at besejre fjenderne, for at risikere at det hele skal gøres forfra før man igen kan forsøge at komme videre. Og samlemærkerne og udfordringerne skal findes/klares i én gennemspilning, hvor man ikke kan gå tilbage til tidligere områder, eller må benytte ”vælg kapitel” fra hovedmenuen. Simpelthen tåbeligt. Det fjerner desværre noget af holdbarheden. Noget fedt kunne også være at starte et nyt spil med alle de opgraderinger man allerede havde fundet, så man ikke skal vente til slut i spillet med at have egenskaberne, men det er der desværre ikke blevet plads til. Der skal dog lyde en tak fra min side af, da de har holdt alle achievements til singleplayerdelen.

Spillets præsentation har store udsving i kvaliteten og taler vi om grafikken, så når den desværre aldrig op på et særligt højt niveau. Det kornede billede blandet med kedelige karaktermodeller og ujævn præstation gør ikke just Bionic Commando til nogen perle. Specielt ved spillets video sekvenser der anvender spillets motor, kan det virkeligt skurre i øjnene. Alligevel er der øjeblikke hvor spillets grafikken kan virke, tør jeg sige det?, bedre end middelmådig. Der er eksempler på store landskaber, den udbombede by er rundhåndet tilstrøjet med affald, murbrokker og smadrende biler, og fine detaljer som støvet der hvirvler op, når genstande smides omkring eller soldater falder sammen på jorden.

Musikken er derimod virkelig god og vækker en helt anden følelse af kvalitet end det visuelle. Stemningen af Jamie Christopherson og Simon Viklund kombinerede arbejde går rent hjem. Der tordner episk orkester musik i højtalerne imens man svinger rundt i byen og bekæmper skurkene, og ved de mere stille momenter flettes velkendt old-school melodier fra originalen ind i mixet, der giver et unikt og genkendeligt, men stadig yderst vellykket, resultat.

Der er tre sværhedsgrader der alle er tilgængelige fra starten. Jeg kan normalt godt lide udfordring når jeg spiller, men pga en blanding af sværhedsgraden fra modstandere og save systemet, fandt jeg den nemmeste ”normal” til at være en passende affære mellem underholdning og udfordring. Jeg blev underholdt i min gennemspilning af Bionic Commando. Spillets elementer flettes til tider fint sammen, så det hele virker som et vellykket spil. Det mudrede udseende, den ligegyldige historie og de fundamentale begrænsende design beslutninger giver dog spillet et b-spil fornemmelse og gør, at spillet hurtigt ryger i glemmebogen. 

Vurdering 6/10

Bionic Commando er ikke for alle, men kan du se igennem fingre med den sparsomme produktionsværdi, den ligegyldige historie og forskellige irritationsmomenter, så er der underholdning at finde i fangarmens unikke muligheder.