Anmeldelse: Deadlight, 2012 (XBLA)

Er du klar på at kæmpe dig igennem en zombie apokalypse – igen? Tequila Works har forsøgt at gøre dit gensyn med de udøde tiden værd.

Zombiespil har haft en regulær renæssance de seneste år, så Deadlight må kæmpe for ikke at forsvinde i mængden. Det er heldigvis en kamp som udvikleren, Tequila Works, tager seriøst og derfor har de sørget for, at Deadlight både føles anderledes og har et unikt udseende. Handlingen udspiller sig i en alternativ udgave af 1980'ernes Seattle. I introduktionssekvensen ser vi en gruppe overlevende, der er i færd med at tage en svær beslutning om at aflive et af dens medlemmer, der er blevet smittet. Det barske scenarie fungerer rigtigt effektivt til at introducere Deadlights post-apokalyptiske verden.

Du styrer den barske Randell i hans kamp om overlevelse og søgen efter sin familie. Ved spillets begyndelse bliver du separeret fra de andre overlevende, og I aftaler at kæmpe jer hen til et ”safe point” og mødes der. Undervejs søger Randall også efter sin forsvundne kone og datter. Historien starter simpelt ud, men undervejs udvikler handlingen sig, og senere er det ikke kun spillets udøde man skal forsvare sig imod. Ikke så overraskende viser der sig også en menneskelig fjende, men deres motivation virker meget tynd og kan begrænses til, at de blot er onde. De udsætter dem selv for unødig fare og bruger mange ressourcer på at stoppe Randall og venner for ingen verdens nytte.

Deadlight er et lineært 2D aktion-puzzle platformspil. Styringen er simpel og forholdvis hurtig at lære. Randall kan ikke hoppe urealistisk højt, og mange af de mere fysisk krævende manøvrer dræner på hans udholdenhed. Du har ingen kontrol når først Randall er i luften og mange spring kræver, at du opbygger det rigtige momentum. Faktisk minder styringen meget om Limbo, og det er ikke det eneste de to spil har til fælles. Deadlights grafiske stil vækker, ved første øjekast, også minder om Limbo. Randell og de andre figurer fremstår kun som silhuetter på skrærmen, men bevæger sig igennem et detaljeret landskab, der næsten synes drænet for farver. Selvom spillet kun foregår på et todimentionelt plan, er grafikken i 3D og verden strækker sig i baggrunden, der har fået pålagt sig en "ude af fokus" effekt. Når du er indenfor bliver geometrien udenfor værelset helt stort, så når du bevæger dig mellem indendør og udendør, giver det en effekt af at skifte mellem kasserne i en tegneserie. Det er en visuel stil der effektivt opbygger en fed stemning og hjælper med til at give Deadlight et unikt udseende.

Måden du overkommer zombierne på er varierede og afhænger ofte af, hvad der passer til din spillestil. Du kan i mange tilfælde undgå dem, da de ikke er for smarte. Nogle gange kan du også bruge genstande i omgivelserne til at skaffe dig af med dem. Endeligt kan du gå i kødet på dem med din økse og de skydevåben du finder senere. Det er dog ikke muligt at være en regulær supermand med din økse, fordi du bruger din udholdenhed ved hvert slag og efter nogle få slag bliver Randall helt udmattet og er ude af stand til at forsvare sig, før hans udholdenhed er genvundet. Den flotte sammenblanding af 2D og 3D kan dog visse steder give lidt problemer. F.eks. står der ofte zombier i baggrunden indtil deres opmærksomhed bliver fanget, hvorefter de halter frem mod forgrunden. De kan kun forvolde skade og blive forvoldt skade imens de er i forgrunden, men der er ingen nøjagtig indikator for, hvornår de bevæger sig fra baggrund til forgrund. Derfor sker det nogle gange, at man vælter ind i en zombie, man troede man kunne løbe forbi, eller man timer et økseslag forkert, så man svinger ud i den tomme luft, hvorefter zombien ”popper” frem og overfalder Randall imens han genvinder balancen. Begge resulterer i unødig skade og kan ende med, at man pludseligt bliver overrendt og dør.

Platformselementerne går i deres enkelthed ud på at bevæge dig fremad og de forbliver, til min ærgrelse, meget enkle igennem hele spillet. Her ville jeg gerne have set at spillet lagde mere fokus på, og langsomt udbyggede, kompleksiteten og størrelsen af forhindringerne, der skulle forceres således at det krævede mere omtanke at komme videre. I stedet vælger Deadlight midtvejs at introducere forhindringer, der kræver større præcision end styringen tillader. Det er den forkerte retning at gå, et fokus på løsning af gåder havde passet bedre til spillet. Specielt spillets tredje og sidste akt fokuserer næsten udelukkende på action. Heldigvis er det sjældent at platformsdelen går hen og bliver decideret frustrerende, men det forekom desværre mere end én gang i min gennemspilning.

Et spil kan godt slippe af sted med et lidt mangelfuldt gameplay, hvis det i stedet lægger hovedvægten i historien, og den er også Deadlights fokus. Derfor er det kun ekstra ærgerligt at både historien og historiefortællingen halter. Undervejs i min gennemspilning nød jeg den gode atmosfære, som Deadlight har masser af, og skød mange kritisable elementer til side, fordi jeg spændt ventede på at historien skulle tage fat. Den konkrete historiefortælling er for sparsom og dialogen og stemmeskuespillet gør et dårligt arbejde med at formidle historien, simpelthen fordi begge dele er af lav kvalitet. Da spillets slutning pludseligt kommer væltende, forsøger historien at samle de følelsesmæssige tråde i en rørende garnnøgle, men trådende er slet ikke blevet forbundet med spilleren. Historien har aldrig taget fat og spillet har brugt flere kræfter på mystiske drømmesekvenser, end at gøre Randall til en personlighed vi kan forholde os til og føle med.

Deadlight er i sit es i første akt. Kravet til din akrobatik overskrider ikke styringens begrænsninger, historien har ikke vist sine svagheder endnu, og du er efterladt til at leve dig ind i spillets atmosfære i dit eget tempo. Jeg tror at Deadlight har lidt under at det er udkommet så kort tid efter Spec Ops: The Line. Et spil der leger med mange af de samme temaer, men med en markant bedre udførelse. Begge spil introducerer dig for en verden hvor det almindelige samfund er forfaldet, og du må kæmpe for din overlevelse både fysisk og psykisk. I modsætning til Spec Ops kommer Deadlights historie dog aldrig rigtigt i gang og personernes motivationer virker tynde eller usammenhængende. Den følelsesladede slutning virker ikke ordentligt underbygget, og kommer derfor til at virke som et billigt sidste forsøg på at få spilleren til at engagere sig følelsesmæssigt.

Vurdering 6/10

Den flotte grafik og velvalgte stil skaber en fantastisk atmosfære. Desværre trækker gameplayet, historien og dialogerne i den anden retning.